SUS VIDNESBYRD
Tilbage til livet
Dengang jeg, og alt i mit liv, blev forvandlet, var jeg 36 år gammel
.
Jeg var gift med Lars, hvilket jeg stadig er, og vores to piger var 13 og 15 år.
Jeg er opvokset i en ikke-troende familie uden kristne traditioner overhovedet. Jeg er døbt, nok mest fordi ”sådan gjorde man dengang”, men ingen i min nærmeste familie var, så vidt jeg ved, medlemmer af folkekirken. Jeg var et lykkeligt og trygt barn i et hjem, hvor kvindekamp, klassekamp, politik, demonstrationer og solidaritet blev en mere og mere aktiv del af min opvækst. 60’erne og 70’erne prægede i høj grad min barndom og ungdom, og som 10-årig kunne jeg alverdens protestsange … men ikke én eneste salme (bortset fra de velkendte omkring juletræet)! Jeg havde aldrig læst i Bibelen og Gud kendte jeg ikke.
Selvmordstanker
Torsdag d. 23. marts 1999 ønskede jeg bare at dø. Jeg var i en livskrise så stor og så tung, at jeg ikke så nogen anden udvej. Jeg følte mig dum, uelsket, ikke go' nok og ufattelig ensom, og jeg var overbevist om, at verden ville være bedre tjent uden mig.
Set udefra burde jeg vel have været glad for livet. Jeg var kendt som hende, der var gift med sin skolekæreste, jeg var mor til 2 dejlige børn, jeg var veluddannet samt freelance tekstforfatter og lokalberømt gymnastiktræner i min fritid. Jeg var fuld af fart og livsmod, og jeg kunne klare hele verden, hvis det sku' være … men det sku' det ikke.
2 år tidligere blev jeg ramt af et voldsomt hjerteanfald. Jeg var tandplejer, og mit hjerte krampede midt i, jeg rensede tænder på en patient. Ret dramatisk røg jeg af sted med fuld fart og blå blink, og i ambulancen mistede jeg bevidstheden. Jeg vågnede op på skadestuen til et inferno af hvidkitlede mennesker, slanger, målinger, ilt, høje stemmer, spørgsmål om tid, puls, hjerteslag, medicin, nye målinger ... og midt i dette ”kaos” var der pludselig en læge, der sagde til mig: "Vi tror, du har en blodprop i hjertet”! Der lå jeg - 34 år gammel, alene på hospitalet - og
blev bange … meget bange.
Som du selvfølgelig har forstået, så overlevede jeg. Ikke som den jeg var døgnet forinden - men jeg overlevede. Min endelige diagnose var svær at kapere. Det var i virkeligheden ikke
en blodprop, men en kronisk hjertesygdom uden mulighed for helbredelse, hvilket betød, at jeg skulle tage hjertemedicin resten af mit liv. Men jeg var glad, ja nærmest euforisk i flere måneder efter, for jeg havde jo overlevet. Selv når køen var alt for lang i Netto, var jeg lykkelig. Jeg var jo i live og kunne mærke mit hjerte slå. Jeg smilede og havde lyst til at danse salsa med solen.
En smertelig nedtur
Langsomt blev det dog hverdag igen, og realiteterne begyndte at gå op for mig. Jeg kunne ikke arbejde mere. Den drømmeuddannelse, som jeg i en forholdsvis sen alder havde taget, fik jeg kun brugt i 2 år. Nu måtte jeg i stedet søge om førtidspension. Jeg måtte stoppe med min gymnastik, selv om jeg for en tid forsøgte at fortsætte. Et fantastisk liv gennem mange år i den lokale idrætsforening endte pludseligt og ufrivilligt. Den dag jeg stod til min sidste opvisning med mit 20. børnehold var en tung dag. Min evne til at skrive forsvandt. Siden min ungdom havde jeg skrevet sange og digte, teater- og revytekster, og kronen på værket kom, da jeg i '92 deltog med en tekst i det danske Melodi Grand Prix
.
Inden da havde jeg udgivet adskillige børnesange og en musical, og året efter udkom en CD udelukkende med mine tekster. At skrive var en stor og vigtig del af mig, men nu kunne jeg ikke sætte to ord rigtigt sammen.
Langsomt, men sikkert, begyndte min nedtur. Den før så kendte "power-Sus," for hvem ingen opgave syntes for stor, modtog nu ”Pensionist-Nyt” en gang om måneden med tilbud om ældreudflugter og gratis fodpleje. Ikke at der var noget galt med disse tilbud, men jeg var jo så ung ...
Siden min tidligste barndom havde jeg opfattet, at begreber som præstation og kærlighed hang sammen, så da min præstationsevne forsvandt, følte jeg også, at min ret til kærlighed forsvandt, og der begyndte min krise for alvor. Hele min identitet smuldrede, så der til sidst kun var en tom skal tilbage. Jeg søgte efter en mening med at leve videre, men fandt ingen - kun meningsløshed. Jeg søgte efter håb, men fandt intet – kun håbløshed. Gud vidste jeg ikke, hvem var, så Ham tænkte jeg bestemt ikke på at søge. Jeg troede jo ikke, at Han fandtes …..
Den dag, hvor jeg besluttede at tage mit eget liv og sad med pillerne i hånden, ringede telefonen længe og vedholdende. Det var min søster, som fortalte, at min (bonus)far var blevet alvorligt syg. Han var blevet indlagt i al hast, og jeg fortrængte mine egne problemer og sorte tanker - nu var det min far, det drejede sig om.
Gud arbejder vist også på nettet
Et par dage senere,
kort før Påske
, mødte jeg så Niels på Internettet.
Jeg sad tilfældigt og chattede - forsøgte vist at gemme mig for virkeligheden - da han pludselig skrev: ”Hej.” Jeg havde aldrig mødt ham før, men vi snakkede utrolig godt sammen - talte ligesom samme sprog. Vi holdt forbindelsen ved lige via telefon og e-mail, da Niels var bosiddende med sin familie i Jylland.
Dagen før Påske
var min svigerfar også indlagt, og jeg sad hos ham, da han fik beskeden om, at den kræftsygdom, som han led af, var uhelbredelig. Han skulle forberede sig på at dø.
Den følgende dag,
Skærtorsdag
, døde min far, og jeg begyndte at græde. Min gråd fortsatte nærmest uafbrudt gennem hele påsken.
Langfredag
mailede jeg til Niels, at min far var død.
Lørdag
skrev Niels til mig: "Jeg beder for jer." Beder for os? Det undrede mig, for jeg vidste slet ikke, at Niels var troende, men jeg blev meget rørt over hans omsorg for mig og min familie.
Påskesøndag
var jeg efterhånden fuldstændig smadret af sorg, og så gjorde jeg noget, som jeg aldrig havde gjort før. Jeg satte mig hen i den nærmeste kirke. Ingen havde opfordret mig til det, men noget sagde mig, at der var godt at være.
I kirken blev jeg chokeret over de mange festglade mennesker,
da jeg jo, pga. min
manglende kristne viden, slet ikke var forberedt på, at søndag i påsken var en ganske særlig dag i kirkeåret. Jeg fik mig dog sneget ind i kirken uden kontakt med nogen.
Kirkerummet var lyst og rart, og jeg ænsede intet andet end, at her kunne jeg være alene med min smerte. Jeg hørte ikke ét ord af, hvad præsten sagde - lagde bare hjernen på en hylde - og græd lige så stille. Efter gudstjenesten gik jeg hjem uden at tale med nogen.
2. påskedag
gik jeg hen i kirken igen. Der var kun 4 mennesker i kirken, og jeg lod virkelig tårerne få frit løb. Da de uddelte nadver, gik jeg til alters - fulgte nærmest bedøvet efter de få andre, dog uden helt at vide, hvad det hele gik ud på. Igen forlod jeg kirken alene.
Aldrig havde jeg grædt så meget og i så lang tid i hele mit liv. Mit ansigt gjorde ondt, var hævet, rødt og opsvulmet. Mine øjne var tykke og næsten lukkede. Jeg var så forpint! Niels ringede til mig om aftenen for at fortælle, at han også havde været i kirke. Der havde han hørt en rigtig god prædiken, som han gerne ville dele med mig, da han mente, jeg måske kunne bruge den til noget.
Brian, præsten ovre ved Niels faxer sin prædiken til mig, og den var bestemt noget, jeg kunne bruge. Den startede sådan her:
"Kære Himmelske Far. Sommetider føles livet som én lang vandring, og sommetider er der uendelig langt til målet. Vejen er svær at gå, når man er alene om det. Send derfor også en vandringsmand, der vil
følge mig på vej!"
Jeg læste hele præstens prædiken højt for min familie og gik så grædende i seng.
Gud åbnede mine øjne og gav mig et nyt liv
Tirsdag efter påske
vågnede jeg om morgenen som forvandlet.. Det var SÅ underligt. En varm strøm af kraft og styrke fyldte min krop. Det var som om, der flød ild i mine årer, og jeg lå bare der i min seng … og storsmilede! Jeg mærkede tydeligt, at der var sket noget, for alt var anderledes, men jeg kunne slet ikke forstå, hvad det var. Jeg tumlede ud af sengen og så mig i spejlet. Mit ansigt var ikke hævet mere - men jeg så heller ikke ud, som jeg plejede. Jeg strålede. Det gjorde jeg virkelig. I mine øjne var der lys og fuldstændig fred.
Hele
tirsdag formiddag
gik jeg smilende omkring og bare undrede mig, og om eftermiddagen ringede jeg til Brian og takkede ham for, at han havde faxet sin prædiken til mig. Jeg fortalte ham om, hvad der var sket, og han opfordrede mig til at kontakte en af hans studiekammerater - Peter T - som var præst i Karlslunde Strandkirke. Det gjorde jeg ikke lige til at starte med. Jeg var genert og følte mig anmassende, så i stedet ringede jeg til Niels, min internetven. Jeg refererede lidt af samtalen med Brian, og under snakken begyndte jeg så småt at forstå, at noget helt fantastisk var sket i mit liv, for imens vi talte, ankom endnu en fax fra Brian. Han sendte mig historien om den gamle mand og fodsporene i sandet, hvis hovedbudskab er, at selv i livets allersværeste stunder er vi ikke alene - der bliver vi båret af Jesus!
Jeg begyndte at læse den højt for Niels, men undervejs brød jeg totalt sammen og måtte opgive at læse videre, for i lige netop dette øjeblik gik det med fuld styrke op for mig, hvad der var sket. Brian vidste det allerede – Niels vidste det allerede - men nu, og først nu, åbnede Gud mine øjne, så jeg selv forstod det. Jeg var blevet velsignet og fyldt af Helligånden, og denne gang græd jeg i forløsningens befriende navn.
Nu turde jeg godt ringe til Peter T, så det gjorde jeg. Peter var god at tale med, og vi aftalte, at han skulle besøge mig næste dag. Klokken var blevet mange, og jeg var sent på den med aftensmaden. Jeg fik pludselig travlt og blev en smule stresset, men midt i madlavningen, begyndte jeg at skrive på et stykke køkkenrulle.
Jeg skrev en sang - min første sang i meget, meget lang tid og min første kristne sang. Ordene bare strømmede ned på papiret -Guds ord, som bare kom til mig uden videre. Jeg havde jo som sagt ikke læst Bibelen, og kendte kun meget lidt til det at være kristen.
Da Peter besøgte mig, faldt alting på plads for mig. Han var vidne til et af Guds mirakler, og at det var foregået i påsken, gjorde oplevelsen utrolig stærk for os begge. Peter læste min sang, og han forstod. Der var tårer i både hans og mine øjne. Peter bad for mig, og jeg fyldtes af lykke og taknemmelighed.
Endelig – endelig havde jeg fundet meningen med livet.
Det var ikke mig, der fandt Gud - det var Gud, der fandt mig!
Guds fred og en lille pose solskin, fra Sus