Maja er en ung kvinde, hvis liv for 5 år siden, da hun var 19, tog en uventet og svær drejning. På det tidspunkt var hun fuld af fart og glæde, havde lige tabt sig 35 kg, levede sundt og dyrkede motion hver dag, og var i gang med at læse HF.
Den dag lynet slog ned - i form af en diskusprolaps - var det godt, hun ikke vidste, hvad der ventede hende ... nemlig 3 hårde år, stort set konstant sengeliggende, ubarmhjertige smerter døgnet rundt, daglige doser af stærk medicin, yderligere smerter grundet medicinbivirkninger (specielt fra mave/tarmsystemet) og en urimelig kamp med den danske lægeverden.
Diskusprolapsen var tydelig på alle scanninger, men ingen af de mange ryglæger, som Maja mødte i sit forløb, anerkendte, at de smerter som Maja beskrev, kunne skyldes prolapsen eller anden problematik i hendes ryg.
Efter 2 år forsvandt prolapsen, men det gjorde smerterne desværre ikke. Maja var nu fyldt 21 og lå stadig i sengen det meste af døgnet. Hun kunne kun gå korte afstande (ved hjælp af 2 krykker) og hendes sociale liv var næsten elimineret. Hun tog på i vægt, men magtede ikke at tage sig af det. Hendes diskus var tydeligt degenereret, men hun blev til stadighed mødt med mistænksomhed, sarkasme, ydmygelser, respektløshed, fordømmelse osv. af de rygspecialister, som hun blev henvist til.
På smerteklinik gennemgik hun et forløb hos en smertepsykolog, som lærte hende at udholde ikke bare smerterne, men også beskyldningerne om, at hendes tilstand var psykisk betinget, og at hun "bare" kunne tage sig sammen.
På slutningen af det 3. år var det svært at genkende Maja. Hun var forpint, træt, svært overvægtig samt nedgjort og opgivet. Eneste tilbud var førtidspension.
****
Maja afslog tilbuddet om førtidspension. Hun nægtede at gi' op og bare affinde sig med sine smerter, så hun begyndte at søge efter behandlingsmuligheder på internettet. Det var sådan hun fandt frem til den danske hjemmeside om Alpha Klinik - www.minryg.dk - en hjemmeside som tændte et stort håb i hende, og for Maja er der ikke langt fra tanke til handling!
Under "kontakt" stod der alt, hvad Maja havde brug for at vide på det tidspunkt: Skandinavisk Patientservice - alle ugens dage - navn og telefonnummer.
Maja ringede med det samme, og fik en lang og ikke mindst forløsende snak med Alpha Klinikkens danske kontakt, Detlef, som støttede hende i ikke at gi' op, men derimod få lægerne på dette verdensanerkendte sted, til at se på hende.
Detlef hjalp Maja med alt det indledende. Der blev udfyldt skemaer over telefonen, og Maja fik videresendt sine seneste scanninger og røntgenbilleder til München, hvorfra der 14 dage senere ankom både en diagnose samt et behandlingstilbud.
Maja's forældre lånte penge i banken til operationen, så nu kunne intet forhindre hende i at sætte kursen mod Alpha Klinik, hvor Dr Hooglands team stod klar til at hjælpe hende. Detlef tog sig af alt det organisatoriske (hvorhen, hvornår, hvordan osv) og det blev en helt utrolig rejse, som hun aldrig vil glemme.
Samtlige læger lyttede til hende og troede på hende. Hun blev undersøgt, scannet, testet og gennemchecket igennem en hel dag med en grundighed, respektfuldhed og seriøsitet som hun slet ikke var vant til hjemmefra - og ikke mindst ... hun blev opereret af en af verdens dygtigste og mest erfarne rygkirurger - Dr Willem Zeeger.
Operationen var både lang og kompliceret, men årsagen til Maja's ulidelige smerter gennem 3 år blev fundet - et stort hul direkte ind i hendes diskus - og fjernet. I stedet for den syge diskus indsatte Dr. Zeeger en diskusprotese, som bevarer den fulde førlighed, og som kan sidde der resten af livet - fantastisk!!!
Efter nogle dages indlæggelse på privatklinikken, blev Maja kontrolscannet og røntgenfotograferet, inden hun rejste tilbage til Danmark igen. Hjemrejsen var selvfølgelig hård, men glæden over det nye liv, der ventede forude, overskyggede alt andet.
****
Hver dag er ny nu. Hver dag byder på fremgang. Håbet er lysegrønt og verden banker på. Himlen er høj under den danske sommersol. Maja lever igen!
En stor tak til Dr Zeeger fra Maja Magnusson og hele hendes familie :0)
(ovenstående er skrevet på Maja's vegne af Sus Magnusson - Maja's mor)